Hvorfor er han mig utro?
”Er jeg ikke smuk nok, sexet nok eller klog nok?” Utroskab vækker voldsomme følelser af svigt, dårligt selvværd og jalousi. Men årsagen til utroskab kender de færreste. Heller ikke altid den, der er utro, men som objektivt set bare følger sin længsel i stedet for sin fornuft. Lyst fremfor pligt. Sexolog og parterapeut Amalie Pedersen kigger gennem nøglehullet på, det der gør mere ondt end at miste.
”Var du liderlig? Er hans pik større end min? Har han flere penge?” En af mine klienters kone havde været ham utro gennem flere måneder oven i købet med en fælles ven. Det var en bombe. Affæren kom helt bag på min klient. Han gik fuldkommen ned med flaget, men han valgte efter mange terapitimer og en følelsesmæssige rutsjetur at blive sammen med sin kone. En stærk beslutning, især i dag, hvor vi desværre er ret følelsesforskrækkede, når det gælder de dystre følelser. Det er langt nemmere at sige farvel til sin partner og slette alt på harddisken og på facebook end at kigge sig selv og sin partner dybt i øjnene og komme videre. For det kræver, at man er med de grimme følelser. For mange er det langt sværere at håndtere følelser som vrede, afmagt, had og tilgivelse end at blive skilt.
Det er svært. Utroskab gør næsten altid ondt på nogen. Set fra et terapeutisk synspunkt kan utroskab og afsløringen af utroskab dog være en slags kartasis, et vendepunkt og en enestående mulighed for at få renset ud og gjort hovedrent i parforholdets snaskede kroge. Min klient påstår i dag fire år efter affæren, at den reddede hans forhold. Og selv om det var en voldsom krise i deres relation, kommer hans og hans kone stensikkert til at sidde stille og roligt og kigge hinanden i øjnene i årene, der kommer med sølvbryllupper, mens vennernes ægteskaber falder på stribe.
At forstå utroskab og mekanismerne bag en affære eller et sidespring er en stor hjælp til at komme igennem. Både den forsmåede part og den, der har været utro. Det handler nemlig ikke – som man ellers før hævede – om, at der nødvendigvis er et eller andet galt i ægteskabet. Det handler mere om det simple faktum, at vi som mennesker er skruet sammen af to sider, der strides i os – nemlig tryghed og spænding. Den canadiske forfatter og forsker Esther Perel har skrevet adskillige bøger om emnet, og hendes tilgang er forfriskende og gør det lettere at få øje på mulighederne i en affære eller et sidespring i stedet for at fokusere på alt det ødelæggende. ”Utroskab betyder ikke, at der er noget galt med partneren, men om, at man længes efter noget mere i livet”, forklarer Perel. Og selv om det udspiller sig som sex, så er driveren langt fra altid om sex. I tilfældet med min klient siger han i dag, at han ved, at hans kone elskede ham, men at hun længtes efter at være noget andet end mor og medhjælpende hustru, hun savnede med andre ord ikke en elsker, men sig selv, sådan som hun var før ægteskabet med alle de pligter og rutiner. Hun var blevet for meget hans kone og for lidt sig selv. Sammen med elskeren var hun bare sig!
Hvis længsel – og altså ikke utilfredshed – er forklaringen, er det lidt lettere at komme videre. I hvert fald lukker ’længsels-teorien’ op for en helt anden slags spørgsmål end længden på hans pik eller størrelsen på hendes bryster. Det rigtige nye spørgsmål kunne for eksempel være: ’Hvad gav det dig at have den affære?’ Ikke hvorfor, hvor meget, hvor tit, for svarene på de spørgsmål gør bare ondt. Til gengæld kan det være givende at lære sin partners skjulte længsler at kende, især hvis man tør at blive sammen og se sit parforhold udvikle sig fra størrelse medium til x-large.
Men… for der er et stort men. Tilgivelse af utroskab er en lang og kroget proces og ikke bare noget, man beslutter sig for. Jeg har mange gange været vidne til, at det umiddelbart er noget parret har lagt bag sig, og så får den forsmåede part pludselig set backs og starter processen forfra. Det kræver meget at tilgive, og det kræver meget af den part, der skal tilgives, fordi man igen og igen bliver konfronteret med sit svigt og skal stå på mål for det, man har gjort. Ifølge psykologer er der især to ting, der er nødvendig for, at man kan tilgive for alvor og komme videre. For det første. Den, der er blevet bedraget, skal se, at den, der har gjort ham eller hende ondt, er ked af det (det er ikke sikkert, de fortryder affæren, men det er en anden sag… og et helt blogindlæg i sig selv, så stay tuned). For det andet: Det er vigtigt, at forholdet forandrer sig efterfølgende, og at man sammen starter på et nyt kapitel. En ting, der karakteriserer par, der kommer sig over utroskab, er måden, de taler om krisen på som en fælles oplevelse ”det var en svær periode for os”. Så længe der bliver peget fingre ’det var også dig’ og ’du gjorde’ og ’du lovede’, lever utroskaben faktisk videre i parforholdet i stedet for at være fortid.
Om jeg selv har prøvet det, vil mange vide? Ja, begge sider. Og tro mig eller lad være, offer eller bøddel, det er ikke rart at være nogen af delene.