Kvinder kæfter op, men taler for lidt om sex

Det er svært at sige sandheden, hvis man ved at sige ’jeg kommer ikke, når vi har sex’ samtidig afslører, at man har løjet i årevis. Men gør det nu alligevel, spring ud af skabet og tag ansvar for din seksualitet. Fake-orgasmer, utilfredsstillende sex eller hemmelige fantasier kan nemlig være erotisk råstof – og det, der får jeres parforhold til at blomstre.

Af sexolog og parterapeut Amalie Pedersen

Normalt har kvinder ikke svært ved at få munden på gled, men så snart det handler om intime emner som sex, lyst og sårbarhed holder kvinder på rigtig mange hemmeligheder – i årevis. Som parterapeut skal vi ofte igennem flere sessioner, hvor samtalen kører i ring, før der pludselig kommer ting på bordet som ’jeg får ikke rigtigt noget ud af vores erotiske udfoldelser’ eller ’jeg føler mig utro, når jeg har sex med mig selv’ eller ’jeg drømmer om sex, men ikke med ham’.

Det er ikke rare ting at høre umiddelbart, men som terapeut er det ’guf’. For utilfredshed er ikke farlig, når bare den bliver sagt højt. Det er faktisk lige akkurat dér alle udviklingsmulighederne ligger. For hvad nu hvis lysten til partneren kan komme tilbage ved at afprøve nye måder at være sammen på? Og hvad nu hvis liderligheden pludselig blomstrede – og orgasmerne blev dybere og bedre?

Det er ikke umuligt, men det kræver ærlighed. Når jeg spørger kvinder og mænd i min praksis, hvad der afholder dem fra at dele deres erotiske fantasier og dybeste ønsker med deres partner er svaret det klassiske: ’Jeg er bange for at såre ham eller hende’ eller ’Hvad hvis min partner ikke kan acceptere, at jeg har den slags lyster?’ Et kig på skilsmissestatistikken taler imidlertid sit tydelige sprog om, hvad der sker, når vi IKKE får tilfredsstillet vores drømme og længsler og IKKE taler om det. 51 % af alle parforhold ender med skilsmisse og for lidt sex og utroskab er næsten altid på listen af årsager.

Tænk, hvis vi i stedet for at klappe i og ende med at gå vores vej, åbnede munden? I en ny bog skrevet af psykolog Karina Kehlet Lins ”Samtalen om sex” bliver der lagt en klar køreplan for, hvordan man kan tage de svære spørgsmål op i relationen på en god og konstruktiv måde.

Det handler blandt andet om ros i stedet for ris. Om timing – du skal nok ikke sige, at du aldrig har fået orgasme, når I er uvenner, men derimod på et tidspunkt, hvor I har det rart og tillidsfuldt. Måske skal du slet ikke sige det så direkte, men i stedet øve dig i at udtrykke, hvordan du godt kan lide at blive rørt ved, hvad der tænder dig – mange ved f.eks. ikke engang, at de har et bestemt tændingsmønster. Det er værd at gå på opdagelse i – om du f.eks. er visuel, auditiv eller kropslig?

Udover at tale om sex er sensualitetstræning en god øvelse for par, der er gået seksuelt i stå. Her handler det netop om IKKE at have sex, som man plejer, eller samleje, men om at mærke, smage, sanse og røre og give feedback på hinandens berøring og på det, man mærker, når man berører den anden. ’Din nakke er så smuk’ eller *Gud, hvor er det sted lige dér blødt’. Jeg lover, at hvis I laver sensualitetstræning vil I opdage steder og ting ved hinanden, som I enten aldrig har set før, eller har glemt.

I bogen om samtalen om sex forklarer psykologen, at det bedste udgangspunkt for at tale åbent om sex (uden at såre hinanden) er, at man gør det fra starten.  For når man er forelsket og i gang med at udforske hinanden er det lettere at være ærlig og give hinanden respons. I et tyve år langt ægteskab eller en småbørnsfamilie med pligter til op over begge ører er det langt sværere, især hvis man ikke har været vant til at tale om sex. Men det er slet, slet IKKE umuligt! I parforhold, hvor der har været utroskab involveret, og hvor parret vælger at blive sammen alligevel, sker der tit en opblomstring af det erotiske.  Tanken om, at man kan miste sin partner og jalousi, kan nogen gange vække et erotisk begær, der kan sætte skub i seksualiteten og samtalerne selv i forhold, der har været ’tørret ud’.

Der er sexologer, der hævder, at de kan vække lysten og gnisten igen i ethvert parforhold. Måske. Min erfaring er, at jo før man begynder at tale om sex og sårbarhed på en god måde uden at anklage eller kritisere, jo nemmere er det at fikse ’smårevner’ i parforholdet, inden det udvikler sig til en håbløs K3’er.

Mange henvender sig til en parterapeut eller sexolog som en sidste udvej. I virkeligheden burde de komme som det første, netop fordi sexologer og parterapeuter har et ’sprog’ for alt det, som er så svært at sige højt. I min optik burde både par og singler gå til sexolog lige så naturligt, som de går til tandeftersyn for at sikre, at vi IKKE har fået huller. Erotikken skal plejes, tales og om nydes!

Her en lille guide til den svære samtale om sex:

Gå i gang, tag selv hul på emnet næste gang det falder naturligt. Det bliver lettere og lettere.

Anerkend din partner. Husk at give nonverbal feedback, når din partner rører ved dig på måder, du godt kan lide. Lys på det, der virker. Det fungerer meget bedre end at tale om, det der ikke gør, og hvis posen med ros er stor, kan man også lettere tåle at høre, at ’det ville være rart, hvis du kyssede rundt om klitoris i stedet for på den’ eller ’at ikke er rart, når du hiver så hårdt i min pik’.

Timing. Tal om sex, når I er tætte. Det bedste tidspunkt at tale om sex er tit, når man lige har haft det.

Skriv: Hvis det er for svært at sige, så skriv i stedet. Og husk sexede og komplimenterende sms’er er den bedste optakt til hed sex.